Seks personer ryger i havet ved ulykke
Seks bjærgede personers tilstand er ukendt efter helikopterulykke ud for Norges kyst
Alle seks personer er blevet bjærget i havet efter en helikopterulykke ud for den norske kyst.
Det oplyser Hovedredningscentralen (HRS) i det sydlige Norge onsdag på det sociale medie X.
Politiet fik klokken 20.11 en anmeldelse om et formodet helikopterstyrt i havet vest for Sotra, som er en ø vest for Bergen.
Ukendt tilstand
Ved 21-tiden blev fem personer meldt bjærget, og kort efter kom meldingen om, at også den sidste person var hevet op af vandet.
Personernes tilstand er ukendt.
Universitetshospitalet Haukeland i Bergen har øget beredskabet.
Det er her, de seks personer flyves til.
Uvist, hvad der gik galt
Selskabet Bristow Norge har over for Stavanger Aftenblad bekræftet, at den forulykkede helikopter tilhører selskabet.
De nærmere omstændigheder omkring styrtet er fortsat uklare.
Et skib fra den norske kystvagt deltog i eftersøgningen. Også mindst en redningshelikopter har været med til at deltage i aktionen.