Seks betjente anholdt for tyveri og narko-besiddelse
Den Uafhængige Politiklagemyndighed har anholdt seks betjente
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har tirsdag anholdt og sigtet seks politibetjente i en sag om tyveri i forbindelse med tjenesten og besiddelse af narkotika.
Det skriver DUP i en pressemeddelelse.
Grundig efterforskning
Her fremgår det, at der er tale om tyveri af "særlig grov beskaffenhed".
Betjentene er alle ansat i Københavns Politi og blev løsladt efter sigtelsen og ransagning.
- Anholdelserne er sket i forlængelse af en grundig efterforskning, hvor der er fremkommet indikationer på, at de anholdte polititjenestemænd har ageret sammen i en lukket gruppe. Der er tale om en alvorlig sag, og jeg er glad for, at den koordinerede aktion er forløbet planmæssigt, siger efterforskningschef i Politiklagemyndigheden, Niels Raasted
Adresser ransaget
De sigtede betjente er i alderen 26 til 34 år.
I sagen er adskillige adresser i København blevet ransaget og det samme gælder for tjenestesteder, lyder det i pressemeddelelsen.
Politiklagemyndigheden vil ikke udtale sig yderligere.