Sedler for 18 milliarder indleveret
Der er snart ugyldige sedler til en værdi af 6,2 milliarder kroner i omløb, oplyser Nationalbanken.
På et år er der blevet indleveret 1000-kronesedler og pengesedler fra ældre seddelserier til en værdi af 18,3 milliarder kroner.
Det fremgår af Nationalbankens nyeste opgørelse, som er opgjort per 30. november 2024.
Nationalbanken meddelte 30. november 2023, at en række sedler, herunder den nuværende 1000-kroneseddel, bliver ugyldige ved udgangen af maj i 2025.
Snart ugyldige
Det gælder foruden 1000-kronesedlen også ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997.
Det fremgår af Nationalbankens opgørelse, at værdien af de sedler, som snart bliver ugyldige og fortsat er i omløb, er 6,2 milliarder kroner.
Omløbet af 1000-kronesedler er per 30. november opgjort til 3,4 milliarder kroner.
I løbet af november blev der indleveret 1000-kronesedler til en værdi af 0,8 milliarder kroner.