VEJDIREKTORATET:

Sådan undgår du ulykker

Tag den ene hånd fra rattet, lyder opsigtsvækkende råd

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange ulykker i trafikken kan undgås med simpel tommelfingerregel.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det handler om de ulykker, hvor en bilist banker ind i den forankørende.

Det gængse råd er at holde to sekunders afstand til den forankørende.

Kan være svært

Det kan dog være svært at vide, hvornår du er på den rigtige side af de to sekunders afstand til den forankørende.

Når du for eksempel kører 130 kilometer i timen på motorvejen, skal du holde mindst 65 meters afstand til den forankørende, men hvordan måler man lige det.

Brug tommelfingeren 

For at måle afstanden til den forankørende lancerer Vejdirektoratet nu en ny metode.

Du skal bruge din ene tommelfinger.

Metoden går i al sin enkelthed ud på, at når du sidder bag rattet og strækker armen ud foran dig, skal du med din løftede tommelfinger lige akkurat kunne dække bilen foran. 

Hvis du kan det, holder du tilstrækkelig afstand. Tommelfingerreglen er naturligvis ikke 100 procent nøjagtig, men giver et godt fingerpeg om, hvad afstanden bør være, skriver Vejdirektoratet.

Hyppigste motorvejsulykke

Bagendekollisioner er den hyppigst forekommende ulykke på de danske motorveje.

Hvis holder for kort afstand til den forankørende, har du ikke nok tid til at reagere på uforudsete hændelser.

Bagendekollisioner udgjorde i perioden 2018 til 2022 44 procent af det samlede antal ulykker på motorvejene.

Powered by Labrador CMS