VIDSTE DU DET?

Sådan søger politihunde efter spor

Der bliver brugt meget tid på at træne politiets hunde i at finde spor

Offentliggjort

Det kræver en god snude, når man skal snuse sig frem til, hvor en genstand eller person befinder sig. 

Hver dag bruger politiet hunde til at lede efter forsvundne personer, gerningsmænd eller spor som skal bruges til efterforskning. 

Træner i skoven

Til det bruger politiet de såkaldte "Gruppe 1 hunde". 

Når de skal trænes i at finde spor, foregår det i oftest i et skovområde. 

Her lægger træneren genstande ud i skovbunden, som hunden så skal fremsøge. 

Når hunden har fået færten af et spor, lægger den sig ned og markerer stedet, for at tydeliggøre, at den har fundet noget. 

Kræver ikke meget

Hunden skal kunne finde sporene uden at de bliver beskadiget. 

Der skal ikke meget til før hundens snude reagerer. Faktisk kan selv små mængder blod eller hår være nok til at hunden får færten. 

Til gengæld skal hunden være gjort af det rette stof, og det kræver meget træning at oplære en politihund.

Politihunde i grupper

Patruljehundene er inddelt i grupper efter uddannelsesniveau 1-3, hvor 3 er det laveste og 1 er det højeste niveau. 

Gruppe 3-hunde er godkendt til at søge efter personer, der er mistænkt for en lovovertrædelse, fx en formodet indbrudstyv. 

Gruppe 2-hunde kan i tillæg anvendes ved humanitære eftersøgninger og opgaver af efterforskningsmæssig karakter, som fx søg på gerningssted m.m. Gruppe 2-hunde er dem, som politiet har flest af, og de kan videreuddannes til at blive nedgravningshunde eller vandsøgshunde. 

Den sidste gruppe hunde, er gruppe 1-hunde. De kan løse de samme opgaver som gruppe 3- og 2-hundene, men anvendes også i forbindelse med efterforskning i drabssager, sædelighedssager, voldtægtssager og andre alvorlige sager.

Kilde: Politi.dk

Powered by Labrador CMS