Sådan har hun det nu
Søndag har Dronningen forladt hospitalet
Norges dronning Sonja har forladt et hospital i Lillehammer, efter at hun blev indlagt med hjerteflimmer på en skitur.
Det skriver nyhedsbureauet NTB søndag formiddag på baggrund af meldinger fra en fotograf, som har set den 87-årige dronning forlade hospitalet i en bil.
Det norske kongehus har ikke udtalt sig.
Da dronning Sonja blev indlagt lørdag, lød det:
- Dronningen fik hjerteflimmer i forbindelse med en skitur tidligere i dag. Situationen anses ikke for at være alvorlig, og dronningen har det godt efter forholdene.
Til observation
Dronning Sonja blev indlagt til observation på sygehuset i Lillehammer, oplyste kongehuset. Der var tale om forkammerflimmer, lød det videre.
De hyppigste symptomer på forkammerflimmer er hjertebanken, åndenød og uro i brystkassen. Mere sjældent ses det, at personen bliver svimmel, får en trykkende fornemmelse i brystet eller besvimer.
Fik operation
Dronning Sonja er gift med Norges kong Harald, som også er 87 år. Han fik sidste år en pacemakeroperation.