Sådan døde treårig dreng
Det var leg ved en nøddebusk, der var årsagen
Torsdag i sidste uge døde en treårig dreng efter de kvæstelser han fik efter en ulykke på børnehaven Myrtuens legeplads i Ullerslev.
Efter flere dages komplet stilhed har Fyns Politi i tirsdag åbnet lidt op for, hvad der er sket under ulykken.
Tidligere på dagen, fortalte politiet, at ingen kan stilles til ansvar for ulykken, og nu deler politikredsen så endnu et brudstykke.
Læs også chefredaktørens kommentar om politiets stilhed Leder: Fyns politi har svigtet
- I forbindelse med den tragiske hændelige ulykke i en daginstitution Myretuen i Ullerslev i Nyborg kommune kan Fyns politi supplerende oplyse, at ulykken skete i forbindelse med den 3-årige drengs leg ved en nøddebusk på daginstitutionens område.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
Det fremgår dog ikke, hvordan drengen kan være kvæstet i forbindelse med leg ved en nøddebusk.
Forældrene har dog intet at udsætte på personalet, forlyder det.
- Fyns politi har endvidere lovet forældrene til den 3-årige dreng, at viderebringe deres anerkendelse af personalet på daginstitutionen, fortsætter politiet.
Hurtig førstehjælp
Tidligere tirsdag, har politiet meldt ud, at der var tale om et hændeligt uheld.
Ulykken skete på legepladsen i daginstitutionen, Myretuen i Ullerslev i Nyborg Kommune onsdag den 15. september.
Politi og ambulance blev alarmeret klokken 13.39, men trods førstehjælp på stedet og efterfølgende behandling på sygehuset stod drenges liv ikke til at redde.