Rykker ud til brand: -Luk døre og vinduer
Det er taget, der er gået ild i
Nordjyllands Beredskab arbejder tirsdag morgen ved en brand på svømmehallen Østre Allé i Aalborg.
Det skriver beredskabet på den sociale platform X.
Der er en tagbrand i svømmehallen.
Nordjyllands Beredskab skriver, at det er til stede med indsatsleder, skadesleder og fem indsatskøretøjer.
Kaldt som assistance
Beredskabet fra Nibe er tilkaldt som assistance, mens beredskabet i Brønderslev er blevet bedt om at være standby i tilfælde af andre alarmer.
Også Nordjyllands Politi er til stede ved branden, skriver politikredsen på X.
Beredskabet oplyser, at det fik anmeldelse om branden klokken 08.23.
-Luk døre og vinduer
På Det sociale medie X skriver Nordjyllands Politi, at der er voldsom røgudvikling fra branden:
"Der er voldsom røgudvikling. Vi arbejder i øjeblikket på at skaffe overblik og sikre folk i området. Befinder man sig i Bornholmsgade, Fynsgade, Lollandsgade, afgrænset af Samsøgade og Bernstorffsgade skal man gå indendørs, lukke vinduer og ventilation", lyder opfordringen.