Russisk rigmand mister yacht

Nu er den blevet inddraget

Her ses 'Sailing Yacht A' nær Monaco i 2019.
Her ses "Sailing Yacht A" nær Monaco i 2019.
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens største private såkaldte sejlyacht, "Sailing Yacht A", er blevet beslaglagt af italiensk politi. Den enorme båd ejes af den russiske rigmand Andrej Melnitjenko.

Det oplyser premierministerens kontor lørdag.

Båden er blevet beslaglagt i den norditalienske by Trieste.

Det sker, nogle få dage efter at Melnitjenko blev sat på EU's sanktionsliste. Den blev oprettet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Verdens største

"Sailing Yacht A" er 143 meter lang og har et prisskilt på op mod 530 millioner euro. Det svarer til knap fire milliarder kroner.

Megabåden er designet af den franske designer Philippe Starck. Den menes at være verdens største private motordrevne sejlbåd.

Den over hundrede meter høje, futuristiske yacht har i tillæg til sine tre sejl flere diesel- og elmotorer.

Vil ramme oligarker

Det er langtfra det første russisk-ejede fartøj, som italiensk politi beslaglægger.

Sidste uge blev villaer og yachter til en samlet værdi af over en milliard kroner beslaglagt af de italienske myndigheder. Værdierne tilhører fem fremtrædende russiske rigmænd på sanktionslisten.

Politiaktionerne er en del af et forsøg fra Vesten på at ramme oligarker med forbindelse til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Rammer også enkeltpersoner

Melnitjenko ejer gødningeproducenten EuroChem Group og kulselskabet SUEK.

Rusland indledte invasionen af Ukraine 24. februar.

Siden har EU, USA, Storbritannien og flere andre lande indført en række sanktioner mod Rusland. 

Nogle har været rettet mod enkeltpersoner. Andre har ramt handlen mere bredt.

Truer med at beslaglægge værdier

Senest har USA fjernet Ruslands særlige handelsstatus fredag. 

EU ventes at følge trop på det område. Det har kommissionsformand Ursula von der Leyen sagt.

I Rusland er sanktionerne blevet mødt med kritik. Rusland har endda truet med at beslaglægge værdier hos vestlige selskaber, der trækker sig ud af landet.

OVERSIGT OVER SANKTIONER

EU's 27 medlemslande varslede tirsdag en række sanktioner mod Rusland. Det sker som svar på Ruslands anerkendelse af to udbryderrepublikker - Donetsk og Luhansk - i det østlige Ukraine.

EU indførte en række sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krimhalvøen i 2014. Nu kommer nye sanktioner oven på de allerede eksisterende EU-sanktioner.

Læs mere om EU's sanktioner mod Rusland her:

* Sanktioner mod enkeltpersoner og virksomheder.

Med den seneste sanktionspakke udvider EU listen af individuelle personer og enheder, som er ramt af sanktioner. Enheder kan eksempelvis være virksomheder.

Blandt de nye på listen er 27 individuelle personer eller enheder.

Blandt dem er medlemmer af den russiske regering og militæret samt personer, som ifølge EU har ført an i en "misinformationskrig" mod Ukraine.

Det gælder også personer fra præsident Vladimir Putins inderkreds, heriblandt den russiske forsvarsminister, Segej Shoigu, og Putins stabschef, Anton Vaino.

Også alle 351 medlemmer af det russiske parlament, Statsdumaen, underlægges sanktioner. Det sker, fordi parlamentet har stemt for at anerkende Donetsk og Luhansk som selvstændige.

Sanktionerne betyder, at de har fået indefrosset deres aktiver i EU. Og så må de ikke rejse ind i unionen.

Med de nye sanktioner er i alt 555 personer og 52 enheder, som EU anser for afgørende i konflikten om Ukraine siden 2014, ramt af sanktioner.

* Økonomiske sanktioner.

Nogle virksomheder og banker har begrænset adgang til EU's kapitalmarkeder. Det kan eksempelvis være aktier og obligationer.

Der må ikke importeres ellers eksporteres våben eller varer, der kan bruges af militæret.

Adgangen til teknologier, der kan bruges til produktion og boring af olie, skal begrænses.

* Sanktioner mod erhvervsaktiviteter på Krim, byen Sebastopol, Donetsk og Luhansk.

Der er forbud mod at importere varer fra området. Man må ikke eksportere visse varer og teknologier. Og så er der forbud mod turistydelser i området.

* Restriktioner mod økonomisk samarbejde mellem Rusland og EU.

Rusland kan ikke få nye lån fra Den Europæiske Investeringsbank eller Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.

* Diplomatiske sanktioner.

Der bliver ikke afholdt regelmæssige møder mellem EU og Rusland.

Rusland bliver ikke længere inviteret til topmøder mellem G8-landene.

Kilde: Det Europæiske Råd, The New York Times.
Powered by Labrador CMS