Røver Rema 1000 med økse og går på bodega
En medarbejder i Rema 1000 fulgte efter 28-årig mand og så ham gå ind på nærliggende bodega efter røveri
En 28-årig mand er torsdag blevet anholdt for røveri mod Rema 1000 i Nærum Hovedgade.
Manden havde en økse med ind i butikken og lavede et såkaldt kassedyk, hvor han tog penge fra butikkens kasseapparat.
Det fortæller David Eckert, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.
Fulgte efter røver
- En medarbejder fra butikken følger efter ham i behørig afstand og kan se, at han skifter tøj og smider øksen fra sig.
- Herefter går han ind på en nærliggende bodega, hvor han tænker, at han kan gemme sig, siger vagtchefen.
Medarbejderen havde politiet i røret, så han kunne hurtigt guide politiet den rette vej.
Drak bajer og røg smøg
Anmeldelsen kom kort efter klokken 16, og otte minutter efter var den 28-årige anholdt.
Da politiet ankom til bodegaen, havde den 28-årige dog nået at gøre sig godt tilpas med både en øl og en cigaret.
Ingen kom til skade ved røveriet.
Politiet forventer at fremstille den 28-årige i et grundlovsforhør i løbet af fredag.