Legendarisk racerkører har afklaret fremtiden
Racerkøreren Tom Kristensen har indkaldt til pressemøde onsdag. Her deltager også Audi-chefen Dr. Ullrich.
De senere år har motorkøreren Tom Kristensen altid haft et standardsvar klar, når han bliver spurgt til sin fremtid som racerkører:
– Jeg tager et år ad gangen, og så kigger jeg på tingene til november.
Samme svar gav Audi-køreren i sommer efter andenpladsen ved årets store højdepunkt, 24-timers-løbet i Le Mans.
Nu er sæsonen ved at være slut, og Tom Kristensen har tilsyneladende truffet en beslutning om, hvad der skal ske fremover. Nordjyden har i hvert fald indkaldt til pressemøde onsdag klokken 13 i København.
– Tom Kristensen og Audis øverste motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich ønsker at give en udmelding om deres fælles fremtid til en samlet dansk presse i morgen, står der i den pressemeddelelse, der er tikket ind på landets sportsredaktioner tirsdag eftermiddag.
Tom Kristensen er efterhånden blevet 47 år. Han har rekorden for flest sejre i Le Mans med ni i alt, hvoraf de syv er vundet i en Audi.
Han vandt sidste år ikke alene Le Mans, men også den samlede VM-serie i FIA World Endurance Championship.
/ritzau/