Risikerer ni år for Danske Bank-sag
Kvinde klager i Østre Landsret over, at hun ikke får behandling for kræftsygdom under varetægtsfængsling.
- Man har brugt tre år på at efterforske en banal sag, selv om der er sat mange nuller bagpå. Hvad sker der? Der sker ingenting!
Advokat Christian Kirk Zøllner kritiserer i et retsmøde tirsdag politi og anklagemyndighed for at smøle med en sag om formodet hvidvask af omkring 32 milliarder kroner gennem Danske Banks filial i Estland.
Han forsvarer en 49-årig kvinde. Hun er født i Sovjetunionen, men har dansk statsborgerskab og har opgivet sit russiske pas.
Risikerer høj straf
Kvinden sidder i Østre Landsret og hører, at hun risikerer at få den maksimale straf, nemlig fængsel i ni år, hvis hun bliver tiltalt og siden dømt.
Budskabet kommer fra specialanklager Lisette Jørgensen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
Og det afleveres i forbindelse med en diskussion om, hvorvidt det er ude af proportioner eller ej at holde den sigtede kvinde varetægtsfængslet.
I december sidste år blev den 49-årige udleveret fra England, hvor hun bor med sin mand og datter på 12 år. Siden har hun været varetægtsfængslet.
Fodlænke et halvt år
I landsretten beder hun og hendes forsvarer om løsladelse. Eventuelt bør hun sættes på fri fod mod at deponere sit pas eller at stille en kaution, lyder det.
I England var hun blandt andet iført fodlænke i næsten halvandet år, før udleveringen fandt sted. Desuden stillede hun i London en kaution på 75.000 pund og afleverede sit pas.
Under retsmødet vil en af landsdommerne høre om tidshorisonten. Lisette Jørgensen svarer, at efterforskningen nok vil være afsluttet om halvanden måneds tid. Derefter skal anklagemyndigheden afgøre, om der skal rejses tiltale.
Fokuserer på tid
Kvinden og forsvareren oplyser, at hun under varetægtsfængslingen ikke har kunnet få behandling for en kræftsygdom.
Tidsforløbet lægger kvinden selv meget vægt på, da hun får det sidste ord.
Hun fortæller, at hun inden udleveringen sagde til sin datter, at hun ville blive i Danmark, indtil en misforståelse var blevet løst.
Nægter sig skyldig
- Så jeg vil gerne have denne sag afsluttet. Men jeg ønsker også at være i live, når der kommer en afgørelse. Men den tidslinje, man bruger, er det ikke sikkert, jeg ser mit barn igen, siger hun.
Kvinden nægter sig skyldig. Sigtelsen drejer sig om, at hun skal have medvirket til hvidvask af de mange milliarder kroner fra østeuropæiske forretningsmænd ved at stifte og administrere en række kommanditselskaber, der havde konti hos Danske Bank i Estland. Enorme beløb strømmede gennem selskaberne, og politiet mener, at der var tale om udbytte fra lovovertrædelser.
Landsretten træffer afgørelse om fængsling eller ej på torsdag.