Ringer "Sønderborg Politi" så smæk røret på
"Det er Sønderborg Politi"..... Nej, det er det så ikke.
Borgere bliver lige nu ringet op af personer, der udgiver sig for at være fra politiet.
Derfor advarer Syd- og Sønderjyllands Politi mod svindlerne.
Rigtigt mange borgere fra hele landet henvender sig i øjeblikket til Syd- og Sønderjyllands Politi om et forsøg på fup.
De bliver ringet op af personer, der hævder at være fra ”politiet i Sønderborg”.
Nummerviseren angiver da også et gammelt telefonnummer til politiet i Sønderborg.
Fup-politi
De såkaldte politifolk forsøger at få borgerne til at give dem deres cpr-numre, kontonumre og andre oplysninger.
Fremgangsmåden bliver jævnligt anvendt af kriminelle, der angiver at være politifolk fra varierende stationer.
De anvender teknik til at få det til at se ud som om, de ringer fra et andet nummer.
I dette tilfælde politiets.
Beder ikke om personlige oplysninger
Dansk politi eller andre myndigheder vil aldrig per telefon kontakte borgere og bede om deres cpr-numre, bankoplysninger eller andre personlige informationer.
"Så læg roligt røret på igen", lyder opfordringen.