Rema 1000-chok: Derfor skete det

En mulig spilafhængighed fik ifølge politiet en 43-årig mand til at røve dagligvarebutikker på Amager

Offentliggjort Sidst opdateret

Vinduespudser fængslet

En 43-årig vinduespudser er varetægtsfængslet i 27 dage for røveri mod Rema 1000-butikker.

Manden har ifølge politiet røvet den samme butik tre gange og to andre på Amager.

Han slap afsted med over 17.000 kroner, angiveligt for at finansiere sin spilafhængighed.

Manden nægter sig skyldig, men beviser fra kontoudtog og teledata blev fremlagt i retten.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 43-årig vinduespudser varetægtsfængsles i 27 dage i en sag om røveri og tyveri mod Rema 1000-butikker.

Det afgjorde en dommer i Københavns Byret onsdag.

Ifølge politiet har manden røvet den samme Rema 1000-butik på Tingvej tre gange foruden to andre på Amager.

Slap afsted med 17.000

Det første røveri skal have fundet sted 5. januar i år. Det seneste tilfælde skal have fundet sted to måneder senere - 5. marts.

Manden slap ifølge sigtelsen af sted med mere end 17.000 kroner fra Rema 1000-kasserne.

Anklageren mener, at manden røvede butikkerne, fordi han manglede penge til sin spilafhængighed.

Spillede for penge

Manden erkender at have spillet, men han afviser at være afhængig.

Kontoudtog fremlagt i retten viste, at manden flere gange havde udbetalt penge til spiludbydere som Unibet og Betsson, der havde efterladt hans konto i nul.

I retten fremlagde anklageren desuden oplysninger fra telemaster i nærheden af butikkerne, hvor mandens telefon kunne ses at have været i nærheden.

Anholdt tirsdag

Der blev også vist fotos fra overvågningen i butikken, der viste en mørkklædt gerningsmand.

Manden blev anholdt af politiet tirsdag formiddag.

Han nægter sig skyldig i sigtelserne.

Powered by Labrador CMS