Rektor rystet efter fartkontrol: 573 blitzet
- Det kommer bag på mig, siger en af skolernes leder
573 bilister blev torsdag - på én dag - snuppet for at køre for hurtigt på en vej med to skoler.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Det er godt nok mange. Det kommer lidt bag på mig, siger Per Møller, rektor på Munkensdam Gymnasium, til Newsbreak.dk.
Munkensdam Gymnasium i Kolding ligger på Tøndervej - lige der, hvor Sydøstjyllands Politi havde opstillet fotovognen.
Gymnasiet har cirka 900 elever og 100 ansatte. Mange af dem, skal krydse Tøndervej, der er en af byens indfaldsveje, hver morgen og eftermiddag.
Det er noget, der ikke er gået rektorens næse forbi. Heller ikke bilisternes ageren foran gymnasiet.
- Jeg er meget opmærksom på stedet og har været i dialog med kommunen, siger Per Møller.
Rektoren har foreslået Kolding Kommune at etablere et lyskryds - eller som alternativ en fodgængerovergang med blinkende lys over.
Kommunen har dog ifølge Per Møller været forbi stedet og ikke fundet anledning til hverken eller.
"Skal blive på skolen"
Skråt over for gymnasiet ligger Efterskolen Kildevæld.
Her synes forstander Kamilla Seerup også at 573 blitzede bilister er i den høje ende.
Hun har dog ikke helt samme problem som sin kollega på den anden side af vejen.
På efterskolen går der cirka 100 elever.
- Og de skal jo blive på skolen, siger Kamilla Seerup til Newsbreak.
Kom tidligere
For at undgå eventuelle ulykker og uheld er Per Møller også i løbende dialog med gymnasiets elever.
- Jeg opfordrer dem til for eksempel at møde 20 minutter i 8 i stedet for i sidste øjeblik. Det gør en stor forskel, siger Per Møller og hentyder til, at trafikken tager til hen mod klokken 8.