Reddet ud af hus i flammer
To mænd fik natten til fredag fat på en stige og reddede en kvinde ud af en brændende villa i Hobro.
To mænd har natten til fredag reddet en 80-årig kvinde ud af en brændende villa på Wilh. Jensensvej i Hobro.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Ringede til naboen
Vagtchefen fortæller, at den 80-årige kvinde havde et alarmselskab tilknyttet villaen.
Alarmberedskabet ringede naboerne op, da det formentlig ikke kunne få kontakt til kvinden, fortæller han.
- Naboerne konstaterede, at der var ildløs og røgudvikling i køkkenet, som ligger i stueetagen. De råbte kvinden op og fik hende ud af sengen. Samtidig fik de en stige til vinduet på første sal og fik hende reddet ud den vej, fortæller vagtchefen.
Reddet ud
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 00.02 natten til fredag. Det var de to naboer, der indgav anmeldelsen.
Da politiet og beredskabet tre minutter efter anmeldelsen nåede frem til villaen, var kvinden dermed allerede reddet ud af villaen.
Den 80-årige kvinde er umiddelbart i god behold efter branden, men er blevet kørt til observation for røgforgiftning.
Altafgørende
- Jeg vil gerne rose de to naboer. De skal have et klap på skulderen. Det er ikke til at vide, hvad der kunne være sket, men deres hurtigere respons, og at de tænkte så hurtigt og klart, kan have været altafgørende for, at det endte, som det gjorde. Det var bare hammergodt arbejde, siger Jesper Sørensen.
Årsagen til branden er natten til fredag ikke endeligt fastlagt. Politiets efterforskere vil fredag undersøge brandstedet for at klarlægge årsagen.