Reagerer på brors udvisning
Özlem Cekic' lillebror udvist af Danmark
Det tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic har onsdag aften postet et følelsesladet opslag på Facebook.
Hendes lillebror, Cemal Cekic, der har været en del af bandemiljøet, blev tidligere onsdag idømt tre år og 11 måneders fængsel og udvisning af Danmark i seks år.
Ekstra Bladet betegner sagen, der har udløst dommen som "yderst brutal".
Svær opdatering
Özlem Cekic indleder med, at det er en af de sværeste opdateringer, hun har skrevet.
- Jeg har ikke delt dette før af hensyn til børnene i familien og mine gamle forældre, skriver hun.
- Min lillebror har i dag fået en dom for meget voldsomme handlinger. Han har anket sagen, men der er intet, som retfærdiggør disse kriminelle handlinger.
- Alle har ret til at leve trygt i et retssamfund. Derfor går mine tanker først og fremmest til ofrene, skriver Cekic.
Ked af det
- Jeg er utrolig ked af, at min lillebrors liv har udviklet sig så fundamentalt forskelligt fra mit eget. Jeg er både ked af det, vred og splittet, fortsætter Cekic.
- Men uanset hvor meget jeg tager afstand og fordømmer det, han har gjort, kan jeg ikke lave om på, at han er min lillebror.
Man vælger ikke dem, man vil fødes af, eller dem, man er i familie med. Det er et livsvilkår, at man trods forskellige valg i sit liv møder hinanden til børnefødselsdage, højtider og familiemiddage. Man er bundet sammen på godt og ondt, også når andres valg kaster mørke skygger over deres pårørende, skriver Cekic.
Du kan læse hele opslaget herunder.