Rambuktyveri: Kørte væk i stjålet Fiat

Fire gerningspersoner kørte søndag aften en Fiat ind i en Humac-butik i Esbjerg og stjal fem iPhones

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var dramatik på gågaden i Esbjerg sent søndag aften.

Her blev en stjålet hvid Fiat 500 kørt igennem indgangspartiet til Apple-butikken Humac.

Fire personer gik derefter på rov i butikken og kom derfra med fem iPhones og to Macbook-computer.

Det oplyser vagtchef Eli Gejsing fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Stak af i stjålet bil

Politiet fik en anmeldelse om rambuktyveriet klokken 23.39 og har ud fra overvågningsbilleder kunnet stykke hændelsesforløbet sammen.

Efter at have taget de fem telefoner og to computer kørte tyvene fra stedet igen i den stjålne bil, der var blevet brugt til at komme ind i butikken.

Politiet er på jagt efter bilen og de fire tyve og opfordrer folk, der kan have set noget, der relaterer sig til tyveriet, om at henvende sig.

Det var en Humac-butik på gågaden i Esbjerg, der søndag aften blev udsat for et rambuktyveri. Billedet stammer fra en anden Humac-butik. (Arkivfoto).

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS