Ræsede mod grænsen efter bortførsel af børn

Gerningsmænd brugte udlejningsbiler ved bortførsel af to børn i Gråsten 

Offentliggjort

Blot to minutter efter, at Syd- og Sønderjyllands Politi havde orienteret tysk politi om en bortførsel af to børn i Gråsten nytårsnat, passerede to tyske udlejningsbiler grænsen mellem Danmark og Tyskland med de bortførte børn.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Børnene var ude at se på fyrværkeri med deres far, da de klokken 00.17 nytårsnat blev bortført af flere mænd, der overfaldt deres far.

Bortførslen er seneste led i en strid om forældremyndighed over børnene, der er gået helt skævt.

Er hos deres mor

Klokken 00.31 orienterede Syd- og Sønderjyllands Politi deres tyske kolleger, og klokken 00.33 kørte bilerne med børnene over grænsen ved Kruså.

Bilerne er i tysk politis varetægt. Der er tale om tyske udlejningsbiler.

Tysk politi har i dag bekræftet, at de to børn i øjeblikket befinder sig hos deres tyske mor.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker sagen både som en sag om bortførsel og som en  voldssag da faderen til børnene blev overfaldet af flere mænd.

Powered by Labrador CMS