Pyha det bliver dyrt: Drøner forbi videobil
Får ikke sit kørekort retur lige med det samme
En 37-årig mand fra Køge Kommune beviste mandag formiddag på overbevisende vis, hvorfor han tidligere var blevet idømt en betinget frakendelse af sit kørekort.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Klokken 10.20 mandag kørte Midt- og Vestsjællands Politis videobil mod syd på Køge Bugt Motorvejen.
Noget før Solrød Strand blæste en bilist forbi med alt for høj hastighed.
Preskørsel
Betjenten i videobilen startede derfor en videooptagelse og en fartmåling.
Og målingen viste, at manden kørte med en gennemsnitsfart på 144 kilometer i timen, selv om den maksimalt tilladte hastighed var 110 km/t.
Vidoeooptagelsen viste samtidig, at den 37-årige kørte "preskørsel", som vil sige, at han kørte for tæt på forankørende imellem overhalinger og vognbaneskift, som foregik uden at give tegn med blinklyset.
Standset
Manden blev efter indsamling af rigeligt bevismateriale derpå vinket ind til siden.
Det viste sig nu, at han ikke have været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere betinget frakendelse.
Han blev derfor sigtet for de mange lovbrud.
Og da bilen var en han havde lånt, blev bilejeren kontaktet og sigtet for at overlade sin bil til en person uden gyldigt kørekort.
Ud over en stor bøde må manden også påregne, at hans farefulde kørsel får konsekvenser for hans mulighed for at få sit kørekort igen.