Politivogn eksploderet: 17 er såret
En person er blevet anholdt i forbindelse med, at politiet fandt et lager af ulovligt fyrværkeri
Mindst 17 personer er såret efter, at der onsdag aften skete en eksplosion inde i en af politiets bomberydder-biler. Det oplyser CNN.
- Den her bil skulle have været i stand til at bortskaffe materialet, fortæller Los Angeles Police Departmens chef Michel Moore ved en pressekonference og fortsætter:
- Der er sket noget inde i køretøjet, der ikke skulle have været sket og vi ved ikke hvorfor.
Tidligere onsdag modtog politiet i Los Angels et opkald om ulovligt fyrværkeri - og da politiet ankom til området blev de mødt af fyrværkeri stablet i 2 til 3 meter høje stabler, men de fandt også hjemmelavet sprængstof.
Eksplosionen skete, da politiet ville foretage en kontrolleret sprængning inde i bilen, forklarede Michel Moore ved pressekonferencen.
En anholdt
Politiet i Los Angeles oplyser, at en person er blevet anholdt i forbindelse med sagen. Det ulovlige fyrværkeri skulle have været solgt i forbindelse med den 4. juli, som er en stor højtid i USA.
Af de 17 personer, der er rapporteret skadet, er 10 politifolk og syv er civile. Der er ingen beskrivelse af tilstanden på de sårede på nuværende tidspunkt.
Los Angeles' borgmester Eric Garcetti har oplyst, at sagen vil blive efterforsket til bunds.
- Illegalt fyrværkeri er en stor fare og kan koste liv. Vi vil sigte dem, der bruger eller sælger det, så langt lovgivningen tillader os, fortæller han i et tweet.