Politimand slipper med skrækken
Byret vurderede politimands uberettigede systemopslag som mindre alvorlige og frifandt ham
Retten i Svendborg har fredag frifundet en fynsk politimand for anklager om stillingsmisbrug og brud på tavshedspligten.
Det oplyser specialanklager Christina Schou og forsvarsadvokat Jakob Buch-Jepsen.
Politimanden var anklaget for i flere tilfælde at have foretaget uberettigede opslag i politiets systemer og videregivet oplysningerne til en anden.
Det var blandt andet oplysninger om personer i forbindelse med et færdselsuheld, som efter anklagemyndighedens opfattelse blev delt med den anden mand.
Også den anden mand er tiltalt i sagen, men det er alene politimandens sag, der i denne omgang er blevet behandlet ved retten.
Manden har gennem tiden jævnligt haft kontakt med politiet som en form for meddeler.
Det er baggrunden for hans kontakt med politiet.
Var ikke alvorligt nok
Advokat Jakob Buch-Jepsen var forsvarer for politimanden under sagen. Ifølge ham har retten vurderet, at flere af de opslag, som politimanden foretog, godt nok ikke skete i tjenesteøjemed.
Men mandens brøde var ikke alvorlig nok til, at det kan ende med en dom.
Mindre forseelser af for eksempel politifolk kan afgøres administrativt i det disciplinære system, der findes inden for politiet.
Her kan en ansat straffes med alt fra en irettesættelse over en advarsel til en bøde og i værste fald en fyreseddel.
Kun i grovere sager træder straffelovens bestemmelser om misbrug af stilling i kraft.
Det kan udløse en bøde eller i værste fald en fængselsstraf.
Retten vurderede derudover, at et par af de oplysninger, som ifølge sagens anklageskrift burde have været omfattet af tavshedspligten, ikke var det.
Det er nu op til Statsadvokaten i Viborg, om sagen skal ankes til Østre Landsret.