Politikreds hårdt ramt af ældresvindel

Skjult nummer kan være med til at forebygge ældresvindel

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet advarer mod ældresvindel i Midt- og Vestsjælland

Midt- og Vestsjællands Politi har modtaget ti anmeldelser om ældresvindel på to dage, hvor gerningsmænd udgiver sig for at være fra banken.

Politiet opfordrer ældre til at få skjult nummer for at undgå svindel, da kriminelle ofte finder ofrene via online telefonbøger.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Midt- og Vestsjællands Politi har de seneste to dage haft travlt med sager om såkaldt ældresvindel.

Det fortæller Asger Bechstrøm, der er vagtchef i politikredsen.

Tirsdag fik kredsen tre anmeldelser om ældre borgere, der var blevet franarret deres dankort, mens der er kommet syv anmeldelser onsdag.

Vagtchefen fortæller, at svindlen foregår, ved at en person ringer til borgeren og udgiver sig for at være fra banken og fortæller, at der er noget galt med borgerens dankort.

Kort tid efter møder en person op, der henter dankortet.

Formoder det er samme gerningsmænd

I de syv sager, der har fundet sted onsdag, er der så mange sammenfald, at politiet formoder, at gerningsmændene er de samme.

På blot to dage har Midt- og Vestsjællands Politi fået ti anmeldelser fra ældre, der er blevet franarret deres dankort. (Arkivfoto).

Personen, der ringer og udgiver sig for at være fra banken, kalder sig Thomas. Den mand, der kommer og henter dankortet, er en dansk udseende mand i 40'erne.

I enkelte tilfælde har borgere også udleveret kontanter til manden.

- Læg på

- Hvis mand oplever, at folk ringer fra banken, skal man ikke udlevere noget, men lægge på, siger vagtchefen.

Hvorvidt det er de samme gerningsmænd, der står bag de tre tilfælde af ældresvindel tirsdag, kan politiet endnu ikke konkludere.

Midt- og Vestjyllands Politi har tidligere opfordret ældre borgere til at få skjult nummer.

Det kan være en god idé, fordi politiet formoder, at de kriminelle finder frem til de ældre og deres adresser på hjemmesider som krak.dk og oplysningen.dk.

Svær målgruppe at nå

- Det er en svær målgruppe at nå med forebyggende budskaber, og derfor synes vi også, at udeladt nummer er en rigtig god løsning.

- Særligt hvis du som pårørende ved, at du har en oldefar eller bedstemor, som godt kunne blive snydt af de her ret effektive og veltalende bedragere, udtalte politikommissær Susanne Kiel Nielsen i en pressemeddelelse fra politikredsen for en måned siden.

Powered by Labrador CMS