Politijagt ender helt galt

Yngre mand ville ikke stoppe, da betjente ville tale med ham

Offentliggjort Sidst opdateret

En hæsblæsende politijagt endte galt for en mand, der tirsdag aften kort efter. kl. 22 forsøgte at køre fra betjente i Greve syd for København.

- Han kørte på en måde, der påkaldte sig patruljens opmærksomhed, men han ville ikke stoppe frivilligt, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Asger Bechstrøm, til Newsbreak.dk.

Politiet fulgte efter manden på afstand, og så gik det galt.

- Han ramte først en anden bilist, derpå kørte han ind i nogle vejskilte, så røg han direkte gennem en rundkørsel, inden han bankede bilen ind i et helleanlæg, så den ikke kunne køre videre, siger Asger Bechstrøm.

Narkokørsel

Manden, der er 27 år og fra Storkøbenhavn, blev anholdt uden yderligere dramatik og bliver blandt andet testet for narko.

- Da han ikke kunne køre længere, opgav han at forsøge at komme væk fra betjentene, siger Asger Bechstrøm. 

Ingen mennesker kom heldigvis noget til under biljagten.

Efter en kort, intens biljagt, kørte den 27-årige galt og blev anholdt.
Efter en kort, intens biljagt, kørte den 27-årige galt og blev anholdt.
Powered by Labrador CMS