Fem gode råd til at undgå en vinterdepression

Mange danskere bliver ramt hårdt på psyken, når de ikke længere bliver ramt af solens stråler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Føler du dig også træt, tyk og nedtrykt i denne måned?

Symptomerne på vinterdepression er mange, og flere danskere kan nikke genkendende til at opleve et eller flere af disse tegn i løbet af de mørke måneder.

Men hvornår har man så en egentlig vinterdepression, og hvornår er man bare træt af vinteren?

Selv om nogle læger kan have problemer med helt præcist at diagnosticere vinterdepressioner, er de færreste mennesker for alvor i tvivl, når de oplever det på egen krop.

– For det er en helt anderledes tristhed, træthed og mangel på energi, end når man bare er en lille smule uoplagt om morgenen, forklarer Kasper Tingkær, generalsekretær for Depressionsforeningen.

En vinterdepression er så slemt, at du nærmest ikke kan komme ud af sengen.

– Du har ofte virkelig svært ved at komme ud ad døren, og du har ikke lyst til at være social overhovedet. Hvis du har en depression, så er det en mere konstant, tung følelse i kroppen og i sindet, uddyber Kasper Tingkær.

Mellem fem og ti procent af voksne danskere bliver ramt af en vinterdepression, og to ud af tre af de ramte er kvinder.

Tilstanden begynder normalt sent på efteråret og forsvinder i det tidlige forår, i takt med at solen begynder at titte frem og give lys og glæde igen.

Lys er nemlig en væsentlig faktor for og imod vinterdepression. I landene omkring Middelhavet eksisterer fænomenet reelt ikke, men til gengæld bliver det mere og mere udbredt, des mere nordligt man kigger.

– Vi kender jo alle sammen til symptomerne i et eller andet omfang. Men situationen afhænger af, om tilstanden bliver sygelig og begynder at hæmme ens liv. Så er en lyslampe en rigtig god idé, vurderer Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt.

Hvis man synes, at tankerne bliver meget mørke, og det ikke blot er følelsen af dovenskab og ulidelighed, så skal man gøre noget ved det, mener hun.

– Man skal ikke bare give op og sige: “Åh, jeg er også altid træt og trist om vinteren”. Lysterapi hjælper i mange tilfælde, men ellers skal man altså gå til en læge, siger Anne Lindhardt fra Psykiatrifonden.

Fem gode råd mod vinterdepression:

1. Gå mod lyset: Gå udenfor, når solen skinner. “Brug frokostpausen til at gå en tur”, lyder rådet fra Kasper Tingkær fra Depressionsforeningen. Rejs en tur sydpå, så du kan få ladet batterierne op, hvis du har mulighed for det.

2. Alternativt kan du gå i lysterapi. Du kan få en henvisning fra din læge, eller du kan købe en særlig lampe til lysterapi, som du kan bruge derhjemme til formålet.

3. Sov godt: Søvn er en vigtig faktor i kampen mod vinterdepression. Sørg for at få nok søvn og at opretholde en fornuftig døgnrytme.

4. Løb fra depressionen: Motion og fysisk aktivitet er en sund og givende indsats mod tristessen. Motion øger dannelsen af serotonin i hjernen, der hjælper på humøret. Det samme gælder i øvrigt sex.

5. Spis så sundt som muligt. Et stærkt helbred er meget gavnligt i disse måneder. Hav fokus på at få sunde fedtstoffer fra fed fisk, avocado, nødder og æg.

Kilder: Depressionsforeningen, Psykiatrifonden, netdoktor.dk.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS