Politiet: Store terninger årsag til uheld
En 20-årig mand er tiltalt

En 20-årig mand fra det nordlige Vendsyssel er tiltalt for flere forhold i en sag, der starter ved retten i Hjørring torsdag.
TV2 Nord skriver, at omdrejningspunktet for sagen er et trafikuheld, hvor den 20-årige mand er tiltalt for at køre ind i en anden bil i et kryds i august 2019.
Den slags uheld sker i ny og næ i Danmark, men det er formentlig en større sjældenhed, når den ene af de involverede parter efterfølgende tiltales for at køre i en bil med så store plysterninger i forruden, at det har hæmmet udsynet i en sådan grad, at føreren af bilen ikke kunne se ordentligt.
Sådan forholder det sig dog denne gang, hvor den 20-årige er tiltalt for netop et sådant forhold.
Det siger reglerne
Ifølge Færdselsstyrelsen må man ikke placere genstande i en bil, der reducerer udsynet unødigt.
Der er altså tale om en vurderingssag, og det, at politiet har sigtet en bilist for at have for store plysterninger i sin forrude, betyder det ikke, at det er forbudt at have en GPS placeret i forruden af en bil.
Den skal bare sidde på en måde, der sikrer, at man stadig har ordentligt udsyn til det, der foregår på vejen, bilen kører på.
Sne og frost på ruden
Som efteråret går sin gang, og vinteren kommer nærmere, er det også værd at nævne, at der også findes regler for, hvor meget is og sne, du skal have fjernet fra en is- og snedækket bilrude, før du lovligt kan bevæge dig ud i trafikken.
Newsbreak.dk har tidligere fortalt, at det kan koste dig både en bøde og dit kørekort, hvis du kører afsted med en tiliset forrude og efterfølgende involveres i et trafikuheld.
Der er er med andre ord flere gode grunde til at holde sne, is og de helt store plysterninger væk fra forruden af din bil.