Politiet søger vidner til overfald

Blev påkørt af bil

Offentliggjort Sidst opdateret

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til et overfald i Esbjerg-bydelen Hjerting tidligt tirsdag morgen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 05.34, hvor en 34-årig mand var blevet overfaldet i en bolig i området omkring Toftevænget og Hjerting Strandvej i Hjerting.

Gerningsmanden er identificeret som en 28-årig mand fra Bramming, der flygtede fra stedet i bil ad Hjerting Strandvej i retning mod Esbjerg by.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Den 34-årige blev overfaldet med en metalgenstand og blev desuden påkørt af den 28-årige mand i forbindelse med flugten.

En mørk bil 

Den 34-årige kom umiddelbart lettere til skade og blev behandlet på sygehus.

Ifølge politiets foreløbige oplysninger kørte den 28-årige i en mørk bil, muligvis en mørk Ford Mondeo Stationcar. Den ene forlygte blev knust i forbindelse med hændelsen.

Politiet søger vidner, der har set overfaldet, der fandt sted mellem klokken cirka 05.00 og 05.34.

Eller personer, der har oplysninger om, hvilket køretøj, den 28-årige mand kørte i, eller har lagt mærke til et mørkt køretøj med en knust forlygte i Esbjerg- eller Bramming-området.

Politiet opfordrer desuden den 28-årige mand til at melde sig selv til politiet.

Borgere med oplysninger i sagen bedes kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Powered by Labrador CMS