Politiet: Søg inden døre
De seneste prognoser fra branden i Pindstrup viser, at røgen tirsdag eftermiddag vil lægge sig lavt ind over byen, hvorfor borgerne anbefales at søge inden døre
Brandvæsnet, Beredskab & Sikkerhed, arbejder fortsat på at få slukket den brand, der opstod for en uge siden på virksomheden Kronospan - Novopan Træindustri på Fabriksvej 2, i Pindstrup på Djursland.
Og nu kommer politiet med ny udmelding til borgerne i området.
De seneste prognoser viser nemlig, at vindforholdene vil ændre sig i løbet af tirsdag eftermiddag.
Det forventes derfor, at røgen ved 16-tiden vil lægge sig lavt ind over Pindstrup og vil medføre større gene for byens borgere.
Derfor lyder rådet til borgerne i området: Søg inden døre
Ændrer sig sidst på aftenen
Sundhedsmyndighederne anbefaler desuden, at borgerne i Pindstrup ikke opholder sig unødigt udendørs fra cirka 15.30 tirsdag eftermiddag og henover aftenen.
Det ser ud til, at vindretningen ændrer sig sidst på aftenen, så røgen igen vil blive ledt væk fra byen.
Kontakt egen læge
Hvis man føler ubehag efter at have været i røgen, skal man kontakte egen læge eller vagtlægen. Kontakt kun politi eller alarmcentral ved sværere symptomer.
Raske borgere skal ikke kontakte sundhedsmyndighederne med spørgsmål.
Har man spørgsmål eller brug for hjælp, kan man søge råd og vejledning på Syddjurs Kommunes hjemmeside eller ringe til kommunens hotline på telefon 2974 8833.