Politiet ophæver alle forbud

Politiet afslutter søgning med helikopter efter en 68-årig savnet mand. Søgningen fortsætter på anden vis

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet indsatte tirsdag en helikopter i eftersøgningen på 68-årige Tommy, som forsvandt 17. juli fra Frederikshavn.

Det oplyste Nordjyllands Politi tirsdag morgen.

- Vi beder derfor i den forbindelse borgere i og omkring Frederikshavn om at holde sig væk fra Bangsboskoven i den sydlige del af Frederikshavn samt Knivholt Skov i den nordvestlige del af Frederikshavn, skrev politiet på X.

Tommy er forsvundet i Frederikshavn.

Politiets appel skyldtes hensynet til politiets og helikopterens arbejde i områderne.

Er afsluttet

Tirsdag eftermiddag oplyser politiet, at indsatsen med helikopter i skovområderne nu er afsluttet.

- Og det betyder, at borgerne nu er meget velkomne til igen at bevæge sig derud.

- Vi beklager, hvis det måtte have været til ulejlighed i forhold til ens planer i dag, men vi siger tak for forståelsen - det har været en hjælp for vores indsats, skriver politiet på X klokken 13.22.

Eftersøgningen af manden fortsætter dog.

Bekymrede

Nordjyllands Politi udsendte mandag en offentlig efterlysning af den 68-årige Tommy, da både politiet og pårørende er bekymrede for ham.

Det var onsdag den 17. juli omkring klokken 18, at den nu forsvundne mand senest var i kontakt med sine pårørende. Den savnede mands telefon gik senest på en mast beliggende omkring Hobrogade i Frederikshavn klokken 19.

Men teleoplysninger og vidneafhøringer har ikke været tilstrækkeligt til at finde den 68-årige.

- Disse undersøgelser har desværre ikke båret frugt, så vi savner stadig Tommy, og hans pårørende er meget bekymrede for ham.

- Og det er vi også - især som tiden går, uden at vi hører fra ham, lød det mandag fra politikommissær Michael Karstenskov fra Nordjyllands Politi.

Dårlig fysisk form

Det er ikke politiets hypotese, at manden har været udsat for noget kriminelt, oplyste politikommissæren til Ritzau. Han understregede dog, at politikredsen "holder alle døre åbne, så vi ikke låser os fast".

Den forsvundne mand er i dårlig fysisk form, og derfor formoder politiet, at Tommy har benyttet en form for transportmiddel.

Hvis nogen har set ham eller har viden om, hvor manden befinder sig eller kan have taget ophold, vil politiet gerne have besked på telefonnummer 114.

Man er ifølge politiet også meget velkommen til at rette direkte henvendelse til den pågældende og forhøre sig om hans identitet, hvis man mener at se ham.

NORDJYLLANDS POLITI

Nordjyllands Politi dækker Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Politikredsen beskæftiger cirka 850 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – som døgnet rundt arbejder for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Der bor godt 526.000 personer i alt i de nævnte kommuner (befolkningstal er pr. 1. kvartal 2020 og hentet hos Danmarks Statistik den 1. marts 2021).

Politistationer:

Nordjyllands Politi har også en landbetjent på Læsø og en afdeling ved Aalborg Lufthavn.

Kilde: Nordjyllands Politi

2Den forsvundne mand beskrives som 180 centimeter høj, kraftig af bygning og med grå hestehale. Han er måske iført sort tøj og har sorte briller.

Powered by Labrador CMS