Politiet melder ud om grusom sag

Inden for en uge fandt Grønlands Politi to gange ligdele fra et menneske på et anlæg. To er fængslet i sagen

En mand og en kvinde er blevet fængslet i sagen om ligdelene i Grønland
En mand og en kvinde er blevet fængslet i sagen om ligdelene i Grønland
Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med fund af ligdele i den vestgrønlandske by Ilulissat.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse natten til søndag dansk tid.

En kvinde er desuden blevet varetægtsfængslet i tre døgn.

Begge er sigtet for drab, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.

I alt tre personer blev anholdt i sagen fredag eftermiddag på en adresse i Ilulissat.

En blev senere løsladt, da politiet vurderede, at vedkommende ikke havde noget med sagen at gøre.

Kvinden og manden blev lørdag fremstillet ved et grundlovsforhør, skriver politiet.

Det fremgår ikke, hvordan de to forholder sig til sigtelsen.

Flere oplysninger søndag morgen

Grønlands Politi skriver i pressemeddelelsen, at der vil komme flere oplysninger i sagen søndag morgen.

Lørdag i sidste weekend blev der fundet dele af et lig fra et menneske ved byens affaldsforbrændingsanlæg.

Siden blev området gennemsøgt i samarbejde med brandvæsenet, hvorefter der sent mandag dukkede endnu en ligdel op.

Politiet har ifølge Sermitsiaq.AG en klar formodning om, hvem den afdøde er.

Får hjælp fra Danmark

Grønlands Politi meldte fredag aften, at det ville fortsætte med at afsøge anlægget for øvrige spor hen over weekenden.

Derfor vil området været afspærret.

Derudover påbegyndte politiet tekniske undersøgelser på adressen, hvor manden og kvinden blev anholdt.

I løbet af denne uge blev der bedt om assistance fra Danmark.

Onsdag ankom retsmedicinere og teknisk personale derfor til Ilulissat.

Hvorvidt de fortsat befinder sig i byen for at assistere, skriver politiet ikke noget om.

LÆS HER OM LIGSYN, DØDSATTESTER OG OBDUKTION

Ligsyn. Når en person er død, skal liget synes af en læge, der ud fra sikre dødstegn fastslår, at personen er død.
Det er den læge, der foretager ligsynet, der udsteder dødsattesten. Hvis lægen vurderer, at dødsmåden eller dødsårsagen ikke er naturlig, så skal lægen kontakte politiet, der sammen med embedslægen senere gennemfører et retslægeligt ligsyn.

Retslægeligt ligsyn. Når lægen vurderer, at dødsmåden eller dødsårsagen ikke er naturlig (ulykke, selvmord, drab), skal lægen tilkalde politiet. Det er så politiet og embedslægen, der sammen skriver dødsattesten. Ud fra sygdomsforløb og omstændigheder i øvrigt vurderer embedslægen og politiet, om liget skal obduceres .

Dødsattest Dødsattesten er et bevis på, at en læge har konstateret personen død.
Afdøde må ikke lægges i kiste, begraves, kremeres eller føres ud af landet, før dødsattesten er underskrevet af en læge. Når lægen vurderer, at der ikke er klarhed over dødsmåde eller dødsårsag, skal lægen tilkalde politiet. Så er det politiet og embedslægen, der gennemfører ligsynet og skriver dødsattesten.

Obduktion Der findes to former for obduktioner - lægevidenskabelig obduktion og retslægelig obduktion.

Lægevidenskabelig obduktion Lægevidenskabelig obduktion har til formål at fastslå den nøjagtige dødsårsag. Det for at få bedre kendskab til den eller de sygdomme, som den afdøde led af. Derudover til brug for forskning og uddannelse.
En lægevidenskabelig obduktion må ikke foretages uden, at den nu afdøde tidligere har givet skriftligt samtykke, eller pårørende efterfølgende har givet samtykke.

Retslægelig obduktion Retslægelige obduktioner besluttes af politiet ved mistænkelige dødsfald eller dødsfald, hvor dødsmåde og dødsårsag ikke umiddelbart kan fastslås.

En retslægelig obduktion er en ydre og indre undersøgelse af et dødt menneskes krop med det formål at fastslå årsagen til at personen er død.

Alle organer undersøges og der udtages blodprøver og materiale til kemiske undersøgelser. Retslægelig obduktionen gennemføres for at udelukke eller fastslå en forbrydelse. Når der foreligger en forbrydelse, er det vigtigt at dødsårsag og dødsmåde er nøje beskrevet. Det er afgørende, når retten eventuelt senere skal vurdere sagen.

Powered by Labrador CMS