Politiet: Kvinde ville brænde kæresten af

En kvinde er sigtet for forsætlig brandstiftelse

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvinde er sigtet for forsætlig brandstiftelse efter en brand onsdag aften.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Politi og brandvæsen rykkede onsdag klokken 19.46 ud til en brand i en lejlighed på Glarbjergvej i Randers NØ.

En kvinde og en mand, der havde befundet sig i lejligheden, var begge kommet ud, og ingen af dem var umiddelbart kommet noget til. 

Brandvæsnet fik slukket branden, inden den nåede at brede sig til andre lejligheder.

Kvinde sigtet

På baggrund af de indledende undersøgelser af stedet, og de afhøringer, som politiet foretog, blev den kvindelige beboer anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse ved at have sat ild til en genstand i soveværelset, mens hendes kæreste befandt sig i et andet rum.

"Det skal nu juridisk vurderes, om der er grundlag for at fremstille kvinden i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling", oplyser Østjyllands Politi.

Brandstiftelse

Straffelovens alvorligste paragraf i forbindelse med brandstiftelsessager er § 180, og den lyder således:

Sætter nogen ild til egen eller fremmed ejendom under sådanne omstændigheder, at han indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller det sker med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen, straffes han med fængsel indtil på livstid.

Kilde: Retsinformation

Powered by Labrador CMS