Politiet: Køb dem ikke
Flere har købt katten i sækken
Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, så kan der altså meget vel være noget om snakken.
Nu advarer politiet borgerne i Østjylland om en italiensk mand, som "sælger elendige jakkesæt på p-pladser".
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Samme nummer hver gang
Mandag modtog politiet anmeldelser om en velklædt mand, der forsøgte at narre folk til at købe jakkesæt - først foran Bilka i Tilst og efterfølgende foran Kvickly i Åbyhøj.
Den italienske mand stod ved sin bil, kontaktede forbipasserende og sagde, at han lige var kommet fra en modemesse og havde nogle jakkesæt, som han skulle af med, inden han skulle hjem. Derfor havde han et godt tilbud.
Så viste italieneren nogle jakkesæt frem, som han solgte meget billigt.
- Lad være
Flere borgere er hoppet på mandens fupnummer - men er altså endt med at købe katten i sækken.
For da køberne kom hjem og så nærmere på tøjet, viste det sig, at det var en elending - nærmest plastiklignende - kvalitet.
"Lad være med at købe de jakkesæt!" lyder advarslen fra politiet.