FRIGIVER NAVN OG BILLEDE:

Politiet efterlyser Kevin i grov sag

Politiet ønsker oplysninger om, hvor 28-årige Kevin Wegeland befinder sig. Han efterlyses i en grov sag

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Vestegns Politi sætter nu navn og foto på en 28-årig mand, som det mistænker for at have deltaget i kidnapningen af en yngre mand i marts.

Der er tale om den 28-årige Kevin Wegeland, som politiet efterlyser.

- Kevin Wegeland ved, at han er eftersøgt, og jeg vil opfordre ham til selv at henvende sig.

- Som borger må man meget gerne kontakte politiet, hvis man ser ham eller ved, hvor han opholder sig, siger politikommissær Brian Hansen fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Kidnapningen fandt sted lørdag 16. marts, hvor offeret - en mand i 20'erne - blev kørt væk i bil - blandt andet til en adresse i Rødovre, hvor han blev udsat for grov vold.

Omfattende eftersøgning

Frihedsberøvelsen udløste samme aften en omfattende eftersøgningsaktion, som foregik flere steder på Sjælland i et tæt samarbejde mellem enheder fra PET og politikredsene for Sydsjælland og Lolland-Falster samt Københavns Vestegn.

Københavns Vestegns Politi efterlyser Kevin Wegeland for kidnapning i marts.

I løbet af søndag eftermiddag blev den kidnappede mand fundet i live, men alvorligt kvæstet.

Samme dag foretog politiet seks anholdelser. 

Tre af dem - mænd på 29, 31, og 35 år - blev varetægtsfængslet dagen efter i Retten i Glostrup.

Sigtes også for afpresning

Det er tidligere kommet frem, at de anholdte i sagen også sigtes for at forsøge at afpresse familien til den yngre mand for et større pengebeløb eller for at have medvirket hertil.

Ifølge B.T. fremgik det af sigtelsen, at mændene krævede en halv million kroner i løsesum, hvis de skulle løslade den yngre mand.

Gemmer sig på Sjælland

Københavns Vestegns Politi mener, at Kim Wegeland gemmer sig et sted på Sjælland - måske i hovedstadsområdet.

Kevin Wegeland er 28 år, 187 centimeter høj, almindelig af bygning, har lys/hvid hudfarve, mørkt hår, brune øjne og muligt fuldskæg.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes direkte på telefon 4386 1448 eller på telefon 114 døgnet rundt.

Powered by Labrador CMS