Politiet efterlyser denne mand
Politiet efterlyser en formodet gerningsmand til et røveri
Nordjyllands Politi har mandag udsendt en efterlysning af en formodet gerningsmand til et røveri i Aalborg.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Manden sprang over kassebåndet i LIDL på Tornhøjgård i Aalborg Øst den 1. august sidste år klokken 20.54 ifølge politikommissær Kenneth Rodam.
- Han skubbede derpå medarbejderen mod kassen, som han forlangte blev åbnet, siger Kenneth Rodam og fortsætter:
- Da kassen blev åbnet, tømte gerningsmanden kassebeholdningen i en medbragt pose af mærket Rema1000.
Flygtede fra stedet
Politikommissæren tilføjer, at gerningsmanden flygtede fra stedet ad Tornhøjgård i retning mod Astrupstien.
Den eftersøgte person beskrives som: mand, 25-30 år, 170-180 cm høj, almindelig kropsbygning, iført grønne cargobukser, grøn jakker/windbreaker med hue, lysegrå hættetrøje med hue og mørke sneakers eller træningssko.
- Vores øvrige efterforskningsskridt i sagen har desværre ikke ført til, at personen er genkendt – og det er derfor, at vi nu går ud i offentligheden med billede og video i håb om, at der nogen, der genkender ham, siger Kenneth Rodam.
Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.