Politiet anholder 25 personer

Var udeblevet fra Fogedretten - så kom politiet forbi derhjemme eller på arbejde

Offentliggjort Sidst opdateret

I denne tid behandler fogedretterne i Syd- og Sønderjylland mange sager, hvor borgere skal møde op for at få deres udestående afgjort.

Der er dog personer – primært skyldnere – som udebliver, og som politiet derfor må anholde for at sikre, at de møder op i retten.

Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd, har således i denne uge anholdt 25 personer for at sikre, at de mødte op i Fogedretten i Sønderborg. 

Anholdelserne har ført til, at retten har kunnet behandle cirka 75 fogedsager.

På bopæl eller arbejdsplads

Anholdelserne er primært sket på personens bopæl, men i en række tilfælde har en patrulje også foretaget anholdelsen på personens arbejdsplads.

Politiet vil foretage lignende aktioner i fremtiden.

-Vi opfordrer derfor de berørte borgere til, at de frivilligt møder op i Fogedrettens afdeling i byen, så de kan få deres sager afgjort – og dermed undgå anholdelse, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS