Politiet advarer: -Søg væk
Særlige grupper opfordres til at finde et andet sted at opholde sig
Slukningsarbejdet ved siloen på Studstrupværket i Skødstrup medfører fra fredag morgen kraftig røgudvikling.
Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at særligt udsatte borgere i Løgten, Skødstrup, Studstrup, Skæring og Hjortshøj finder et andet sted at opholde sig, mens arbejdet står på.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Opfordringen er rettet mod børn og voksne med lunge- og luftvejssygdomme, herunder astma og KOL, samt børn og voksne med hjertekar-sygdomme.
Årsagen er, at indånding af røg kan forværre disse sygdomme.
Hent dine pårørende
Så hvis man har pårørende i risikogruppen, der ikke selv kan køre væk fra de pågældende områder, opfordres man til at hente dem.
Borgere i risikogruppen, der modtager hjemmehjælp, vil blive kontaktet direkte af Aarhus Kommune.
De særligt udsatte borgere, der modtager hjemmepleje og ikke har mulighed for at blive hentet af pårørende, vil blive tilbudt at blive hentet af kommunen.
Og borgere, som for eksempel er sengeliggende og ikke kan transporteres med taxa eller anden siddende transport, vil blive hentet i regionens sygetransporter. Disse vil blive indlogeret på plejehjem.