Politiet advarer om farligt vand

Overfladevandet efter oversvømmelser kan true dit helbred

Vandet her kan være fyldt med bakterier. Foto: Politiet i Syd og Sønderjylland
Offentliggjort Sidst opdateret

De mange oversvømmelser efter voldsomme skybrud i løbet af mandagen har fået masser af beboere til at gå rundt i vandet. 

Nogle har for eksempel været i berøring med vandet, mens de har tømt deres huse. Andre har måttet trave rundt i vandet for at komme væk fra oversvømmelserne.

Nu advarer politiet om, at vandmasserne faktisk kan true dit helbred.

- Vandmasserne er en blanding af regnvand, kloakvand og overfladevand fra markerne. Det kan være fyldt med bakterier. 

- Hvis du har gået rundt i vandet, så skal det skylles af. Hvis du får feber, så kontakt lægen og oplys, at du har gået rundt i vandet, skriver Syd og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Fødevarestyrelsen rådgiver på deres hjemmeside om, hvordan man skal opføre sig, hvis der for eksempel er kommet colibakterier i vandet ved oversvømmelser.

Du kan læse meget mere her.

Powered by Labrador CMS