Politiet advarer mod nyt nederdrægtigt trick
Under påskud af at ville sælge guld får tyve listet halskæder af deres ofre
I flere tilfælde har tricktyve med en særlig teknik stjålet halskæder fra deres ofre, og det får nu Fyns Politi til at advare mod de luskede kriminelle.
Vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi fortæller fredag, at politiet torsdag modtog anmeldelser fra både Nyborg og fra Odense om tyverier med den særlige fremgangsmåde.
Tyvene er kvinder, som under påskud af at ville sælge guld, hænger halskæder om halsen på deres ofre.
Tilsyneladende er ofrene ikke helt tilfældige, men kendetegnet ved, at de i forvejen bærer halskæde.
Sådan gør de
Tyvenes luskede trick består i, at når de fjerner den kæde, som offeret har fået om halsen, så listes også offerets egen halskæde af.
Kenneth Taanquist fortæller, at anmelderne har beskrevet gerningskvinderne som værende østeuropæere i alderen 30-60 år. I det ene tilfælde er kvinderne beskrevet som "rumænere".
Politiet har ikke haft held til at pågribe nogen mistænkte i sagen. Og ifølge Kenneth Taanquist er halskædetyvene muligvis allerede rejst videre til andre byer.
Ny svindelmetode
På det social medie X omtaler Fyns Politi fremgangsmåden som en "ny svindelmetode".
- Den er sikkert blevet brugt før, men jeg kan ikke huske, at vi har set den modus, lyder det fra Kenneth Taanquist.