Politiet advarer alle: Gå indenfor
Der er sundhedsfare forbundet ved at indånde luft med meget røg fra silobrand
Alle borgere i Studstrup by opfordres af myndighederne til at gå indenfor og lukke døre og vinduer.
Det er budskabet i en beredskabsmeddelelse fra Østjyllands Politi fredag eftermiddag.
Årsagen er meget kraftig røgudvikling fra branden i en silo på Studstrupværket.
Meddelelsen indebærer en forværring af situationen.
Tidligere opfordring
Tidligere fredag blev udsatte borgere i Løgten, Skødstrup, Studstrup, Skæring og Hjortshøj opfordret til at fjerne sig fra området. Opfordringen var henvendt til personer med for eksempel astma, KOL og hjerte-kar-sygdomme.
På et pressemøde tidligere fredag sagde politiet, at der i den kommende tid kan komme nye meldinger fra myndighederne.
Siden 22. september har Østjyllands Brandvæsen forsøgt at nedkæmpe branden i siloen med træpiller.