Politi: Vi ved hvem du er

- Meld dig selv, inden vi offentliggør fotos, lyder det fra Københavns Vestegns Politi

Politiet var talstærkt til stede i Taastrup.
Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Vestegns Politi opfodrer nu den formodede gerningsmand til knivoverfaldet i Taastrup til at melde sig: 

- Vi ved hvem han er, og vi opfordrer ham til at melde sig selv, siger politikommissær Ole Nielsen.
Klokken 11.28 onsdag modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om knivstikkeri på Eigtveds Alle i Taastrup.

 Politiet var kort efter massivt på gerningsstedet. Her var en 34-årig mand ramt af knivstik flere gange i kroppen og han blev kørt med ambulance til hospitalet. 

Kan ikke afhøres

Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre manden, og det er ikke muligt for politiet at oplyse yderligere om hans tilstand.
På baggrund af efterforskning og flere ransagninger her til eftermiddag, har politiet en sikker viden om den formodede gerningsmands identitet.

Undgår foto

- Det vil være nemmest for alle, at den mistænkte melder sig til os. Så undgår vi også at skulle ud og efterlyse ham offentligt med foto, siger politikommissær Ole Nielsen. 

Københavns Vestegns Politi opfordrer i øvrigt vidner i sagen til at kontakte politiet.

Ifølge politikommissær Ole Nielsen skal motivet findes i nogle uoverensstemmelser mellem de to mænd.

Ikke planlagt

- De havde været i kontakt med hinanden tidligere på dagen, og mødtes så igen på Eigtveds Allé, hvor deres konflikt endte i knivstikkeri, siger han.

Knivstikkeriet har ifølge politikommissæren ikke være planlagt.

- Vi tror, at det er sket spontant. De har haft en konflikt, og det endte med knivstikkeri, siger Ole Nielsen, der opfordrer gerningsmanden til at melde sig selv.

Powered by Labrador CMS