Vinterfavorit er tilbage denne vinter
En vinterfavorit er tilbage denne vinter. Egypten er uundværlig som vinterrejsemål, mener Star Tour.
Det handler om varme og sikker sol i kombination med kort flyvetid – Egypten er uundværlig som vinterrejsemål, og heldigvis er landet tilbage denne vinter. Star Tour er 45 procent foran på salget af rejser til Egypten i forhold til samme tid sidste år, hvor der var uro i landet.
– Vi er rigtig glade for at have Egypten tilbage som tilbud til de mange danskere, der vil rejse om vinteren, men ikke har tid eller lyst til at rejse oversøisk. Egypten er utrolig vigtig pga. klimaet og den korte flyvetid, og vi oplever en stor efterspørgsel på rejser dertil den kommende vinter, hvor vi regner med cirka 10.000 kunder i Hurghada, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
Denne vinter er det De Kanariske Øer, Egypten og Kap Verde, af de rejsemål med kort flyvetid, der får flest danske gæster, mens Thailand, Mexico og Den Dominikanske Republik er de mest populære oversøiske destinationer.
– Vores vinternyhed i år, Jamaica, er desuden strøget lige ind på hitlisten, og er stort set udsolgt. Egypten er dog den destination, vi har størst stigning på i forhold til sidste år på samme tid, siger Stig Elling.