Politi truer: Vi bringer dit foto
Københavns Vestegns Politi efterforsker to hændelser relateret til selvtægtsfænomen. Yngre mand efterlyses
Hvis ikke en yngre mand selv tager kontakt til politiet, risikerer hans foto at blive offentliggjort.
Sådan lyder meldingen tirsdag fra Københavns Vestegns Politi, der vil lokke en yngre mand frem.
Manden har ifølge politiet forbindelse til et nyt selvtægtsfænomen, hvor mistænkte pædofile bliver lokket i en fælde, hvor de overfaldes og filmes.
- Vi efterforsker to hændelser med relation til dette fænomen.
- Vi mener at have identificeret alle parter med forbindelse til hændelserne, bortset fra én, en yngre mand, skriver politiet på X.
Vi har foto
Manden er formentlig i alderen 20-30 år. Han var ifølge politiet til stede ved den ene hændelse på Voldgaden i Brøndby 25. juli klokken 18.
- Vi opfordrer den unge mand til selv at rette henvendelse til Københavns Vestegns Politi, idet vi blandt andet har et foto af ham, og såfremt vi ikke selv formår at identificere ham, kan vores næste skridt være at efterlyse ham offentligt med foto, skriver politiet.
National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) advarede i sidste uge om, at der er set flere eksempler på overfald på mistænkte pædofile.
Advarer mod det
NSK advarer folk mod at deltage i netværket, som kaldes "Pedo Hunter Denmark".
Netværket har offentliggjort videoer på Telegram, TikTok og X. Her ser man maskerede personer begå overfald.
Mænd, der er interesseret i intime forhold til unge piger, lokkes til at møde op bestemte steder, hvorefter de overfaldes og senere udstilles i videoerne.
I slutningen af juni blev en ung mand varetægtsfængslet af Retten i Glostrup. Han havde ifølge politiets sigtelse organiseret et overfald, har Information rapporteret.
slået med jernkæde
En 38-årig mand var blevet lokket i baghold, og her blev han slået med jernkæde og sparket.
Med tusch og spray blev der skrevet "PEDO" på mandens brystkasse - og på hans pande også netværkets initialer, har Information refereret fra retsmødet.
Offeret er med en anklagers ord sinke. Det vil sige, at han mentalt svarer til en 13-årig.