Politi stopper fest på grund af bande-opgør

Helikopter har været i luften i København på grund af lukning af arrangement i festlokaler

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiaktion mod privat sammenkomst i København

Københavns Politi forhindrede en planlagt sammenkomst på Frederiksundsvej pga. risiko for vold relateret til bandekonflikter.

Politiets indgriben var baseret på nylige voldelige episoder i bandemiljøet, herunder drab og angreb.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

På grund af en mulig risiko for voldelige episoder har Københavns Politi søndag sat en stopper for en planlagt privat sammenkomst i festlokaler på Frederiksundsvej.

Det oplyser politiets talsmand, Simon Hansen, til Ritzau.

Arrangementet skulle have været afholdt søndag eftermiddag, men politiet er til stede og forhindrer, at det bliver til noget.

Helikopter i luften

Politiets indgriben sker med henvisning til den seneste tids voldelige episoder i bandemiljøet.

Heriblandt drabet på en 43-årig mand på Hans Tavsens Gade torsdag, et angreb med en håndgranat mod en kiosk tirsdag og nedskydningen af en 18-årig mand i en smykkeforretning mandag.

En helikopter har cirklet i luften, har et øjenvidne berettet. Foran festlokalerne i Diamond Palace ses adskillige patruljevogne søndag eftermiddag.

I dialog med arrangører

- Vi er i dialog med arrangørerne, siger Simon Hansen, der ikke ønsker at gå yderligere i detaljer med arrangementets karakter.

- Vi ønsker ikke at tage nogen chancer i den nuværende situation, tilføjer han om politiets beslutning.

Bistand fra flere politikredse

Efter de voldelige episoder har politiet oprettet to såkaldte visitationszoner i områder, hvor folk med tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia holder til.

I zonerne må politifolk visitere personer og køretøjer uden at have en konkret mistanke. De normale regler i retsplejeloven er sat ud af kraft.

Opgaven er så stor, at Københavns Politi har fået bistand af betjente fra flere nabopolitikredse.

Powered by Labrador CMS