Politi: -Pas på falske 'betjente'
Endnu engang forsøger svindlere at narre intetanende danskere. Nu udgiver flere sig for at være betjente
Falske politibetjente er i øjeblikket på spil på de danske telefonlinjer.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Tidligere er det set, at svindlerne ringer for at udgive sig for at være fra banken, og præcis sammen trick forsøger de sig med nu - hvor de dog i stedet påstår, at de ringer fra politiet.
- De fortæller, at nogen er ved at hacke sig ind på borgerens konto, hvorfor de skal flytte deres penge i sikkerhed på politiets konto, lyder det fra politikredsen.
Vil aldrig ske
Herefter beder de om ofrets Nemid-oplysninger, som de skal bruge til at "stoppe overflytningen". Men det vil aldrig foregå i virkelighedens verden, forsikrer politiet.
- Politiet vil aldrig bede borgere om at overflytte penge fra egne konti, og vi opfordrer til, at man ikke giver sine adgangskoder eller cpr-nummer til folk, man ikke kender, lyder opfordringen.