Politi: - Nu kommer vi hjem til jer
Her kommer politiet i fremtiden på besøg
I et forsøg på at nedbringe antallet af narko- og spiritusrelaterede trafikulykker deltager Nordsjællands Politi i et projekt, som skal få flere borgere til at søge behandling for deres alkohol- eller narkomisbrug.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Projektet retter sig mod borgere, som enten mindst én gang inden for tre måneder samt mindst to gange yderligere inden for de seneste fem år er blevet sigtet for narko- eller spirituskørsel eller borgere, hvor politiet i øvrigt har kendskab til, at der kan være tale om narko- eller alkoholmisbrug.
Allerede i misbrug
Disse borgere vil få hjemmebesøg af politiet, som – hvis borgeren ønsker det – vil tage en samtale med borgeren om vedkommendes misbrug og de mulige konsekvenser af at være narko- eller spirituspåvirket i trafikken.
Fremgangsmåden med besøg og ”bekymringssamtale” bliver allerede benyttet i Nordsjællands Politi, hvor målgruppen har været unge og deres forældre, hvor politiet har kendskab til, at den unge er på vej eller allerede er ude i kriminalitet, alkohol- eller hashmisbrug eller har udvist anden bekymrende adfærd i forbindelse med, at politiet har truffet dem.
Frivilligt valg
- Det er vores erfaring, at sådan nogle samtaler ofte kan virke forebyggende og lede den pågældende tilbage på rette spor. Derfor håber vi at opnå samme effekt i projektet her, også selvom målgruppen aldersmæssigt er en anden. Det er dog helt frivilligt for den enkelte borger at tale med os, siger vicepolitiinspektør Brian Stybe Grayston, som er leder Forebyggelses- og Nærhedscenteret i Nordsjællands Politi.
Han har forståelse for, at det godt kan virke overvældende, når områdebetjenten banker på døren og spørger, om han eller hun må komme indenfor til en snak.
Kan få hjælp af kommunen
- Vi håber på, at besøget og samtalen kan være lige præcis dét, som får borgeren til at indse, at vedkommende har brug for at ændre adfærd eller hjælp til at komme ud af et misbrug, som kan være årsag til, at borgeren eller andre kommer alvorligt til skade i trafikken, siger vicepolitiinspektør Brian Stybe Grayston fra Nordsjællands Politi.
Hvis borgeren i løbet af samtalen med områdebetjenten giver udtryk for et ønske om at få kontakt til kommunens misbrugskonsulent, sørger områdebetjenten for at give beskeden videre til kommunen, som herfra overtager samarbejdet og kontakten med borgeren.
Det anslås, at 240 borgere indtil videre er i målgruppen for et besøg af politiet med tilbud om en samtale og eventuel henvisning til yderligere hjælp.