Politi melder ud om Remees klub
Politiets mistanke om organiseret narkohandel bestyrket efter ransagning
Københavns Politi fandt primært kokain og snifferrør, da de natten til lørdag ransagede den tidligere X Factor-dommer, Remees, natklub Museo Club i indre København.
Politiet har ikke selv nævnt klubbens navn, men har bekræftet over for TV 2, at det var her, ransagningen fandt sted.
Politiet beskriver nattens ransagning i en pressemeddelelse.
- På baggrund af mistanke om organiseret salg af narkotika slog Københavns Politi i nat til mod en større natklub i Indre By.
Betjente og narkohunde
Baggrunden for aktionen er en mistanke om, at der på stedet foregår organiseret og systematisk salg af narkotika til stedets gæster.
Ved ransagningen blev både gæster og flere ansatte visiteret. Politiet beslaglagde forskellige stoffer, herunder primært kokain. Et større antal gæster blev desuden fundet i besiddelse af såkaldte snifferør.
- Vi har gjort nogle fund, der bestyrker vores opfattelse af, at der handles systematisk med narkotika, og vi skal nu arbejde videre med sagen,” siger vicepolitiinspektør Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling fra Københavns Politi.