Politi melder ud efter dødsulykke
En dræbt og to sårede, da svalegang kollapsede
Alle tre var ansat i et tømrerfirma, der arbejdede på etageejendommen med den kollapsede svalegang.
Siden dødsulykken har ejendommen været afspærret af politiet, mens ejendommen er blevet sikret og resterne af svalegangen nedtaget.
Sikkert at bevæge sig rundt
Søndag eftermiddag små to døgn efter ulykken har Fyns Politi og øvrige myndigheder afsluttet deres arbejde i Munkebjerg Park.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Dermed er politiafspærringer i området ophævet, og man kan igen sikkert bevæge sig rundt.

Nu fortsætter Fyns Politis efterforskning, der skal afgøre, om der kan placeres et strafferetligt ansvar for ulykken, der kostede en mand livet og sårede to andre.
Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer, mens efterforskningen er i gang.
Beboerne i ejendommen, der har været husvilde i et par dage henvises til udlejeren, Barfoed Group.
De er tilgængelige 24 timer i døgnet på e-mailadressen "info@barfoedgroup.dk", skriver Fyns Politi.