Politi: Ingen afgørende spor af Jashmin
Har ledt med hunde og droner hele dagen
Syd- og Sønderjyllands Politi har trods en intens eftersøgning torsdag ikke afgørende spor at gå efter i eftersøgningen af den savnede 13-årige pige Jashmin Solli Nielsen.
Hun forlod sit bosted på Jupitervænget i Esbjerg søndag den 8. oktober og er ikke set siden.
Syd- og Sønderjyllands Politi satte i dag hundepatruljer og droner ind i eftersøgningen af den 13-årige pige.
Afhøringer
- Vi har derudover talt med en lang række af personer i Jashmins omgangskreds i dag og fulgt op på de mange henvendelser vi har fået.
- Indsatsen har desværre endnu ikke givet noget afgørende spor.
- Det er bekymrende, at hun har været væk siden søndag aften og vi opfordrer fortsat til, at man kontakter os, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe os med at finde Jashmin, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Har ikke lagt sig fast
Der er fortsat ikke noget der peger på, at Jashmin skulle være forsvundet som følge af en forbrydelse.
- Det betyder, at vi ikke har nogen oplysninger, der peger på, at der er sket noget strafbart.
- Men vi har ikke lagt os fast på en årsag til, at Jashmin er forsvundet. Vi har hele tiden efterforsket bredt og det fortsætter vi med, siger Søren Rønnov.
Ring 114
Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde Jashmin, så ring på telefon 1-1-4.
Signalement:
- 13-årig pige
- 160 cm høj
- Almindelig af bygning
- Lysebrunt langt hår
- Jashmin var søndag iført en hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser og hvide/guld/sorte Nike-sko