Politi i mystisk aktion på skib 

Hemmelighedsfulde om årsagen

Offentliggjort Sidst opdateret

Betjente fra Københavns Politi er torsdag gået om bord på et skib ved Oceankaj i Nordhavn og "undersøger et forhold".

Det bekræfter vagtchef Stefan Ladeby til flere medier, blandt andet Ekstra Bladet, B.T. og TV 2.

Også kriminalteknikere til stede

Både betjente og teknikere er til stede, siger vagtchefen til B.T. 

Han uddyber dog ikke, hvad forholdet drejer sig om.

- Inden for de næste timer forventer vi, at vi kan melde ud, hvad forholdet indeholder, siger han.

Kriminalteknikere er ofte i arbejde, når politiet arbejder med mistænkelige dødsfald.  

Der er også kriminalteknikere til stede på skibet.

Vendte om og sejlede mod København

På billeder kan man se, at skibet hedder "Alma", og på det står der Limassol - en by i den sydlige del af Cypern.

Af skibsovervågningstjenesten MarineTraffics side fremgår det, at "Alma", som er et fragtskib, lagde fra kaj i den litauiske by Klaipeda den 31. december og ankom til København torsdag eftermiddag kort efter klokken 16.30.

Rutedata fra tjenesten viser, at skibet var sejlet nord for Landskrona, før det vendte om og sejlede ind mod København.

Det er ifølge MarineTraffic 97,6 meter langt og 15,73 meter bredt.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Nyheder.dk følger situationen og opdaterer, hvis der sker væsentligt nyt.

Powered by Labrador CMS