Politi filmede bestialsk drab

I 2021 døde en 27-årig mand efter et nøje planlagt angreb som led i bandekonflikt, siger anklager

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har optagelser af drabet på en 27-årig mand, der blev skudt og dræbt som led i en bandekonflikt den 2. december 2021.

Det kom frem under sagens første retsmøde mandag i Københavns Byret, hvor fem mænd er tiltalt for drab på den 27-årige og for drabsforsøg på en anden mand.

Nægter sig skyldige

De nægter sig alle skyldige i de alvorligste anklager om drab og drabsforsøg.

Nogle af de tiltalte erkender mindre forhold som opbevaring og videreoverdragelse af ikke under 81 kilo hash.

Politiet er i besiddelse af overvågning, der viser en ukendt hætteklædt gerningsmand affyre skud mod en 27-årig mand den 2. december 2021. (Arkivfoto).
Politiet er i besiddelse af overvågning, der viser en ukendt hætteklædt gerningsmand affyre skud mod en 27-årig mand den 2. december 2021. (Arkivfoto).

Skyderiet fandt sted foran Kaffehuset på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade. Stedet var kendt af politiet, og man havde derfor opsat overvågning foran caféen.

Stilbilleder vist i retten viser en hætteklædt mand gå ind i caféen og få minutter efter åbne ild mod den 27-årige foran caféen.

Skudt bagfra

Skyderiet skete ifølge anklagemyndigheden som led i en konflikt mellem en unavngiven kriminel gruppering og NNV-gruppen. Skuddene var således ikke rettet mod de forurettede personligt, men mod NNV-gruppen.

Den 27-årige mand blev skudt bagfra tværs gennem brystkassen. Kuglen ramte både hans lunger og hjerte, og da en patruljevogn ankom få minutter senere, stod hans liv ikke til at redde.

Han var erklæret død inden for cirka 20 minutter.

Flygtede fra stedet

Den anden mand, som der blev affyret skud imod, var i stand til at flygte fra stedet uden at blive ramt.

Under sin forelæggelse fortalte anklager Andreas Emil Christensen, at også vidner havde filmet en del af drabet.

Ifølge anklageren var det en 23-årig svensk mand, der udførte drabet. De andre fire tiltalte hjalp med planlægning, indlogering af svenskeren samt køb af tøj, morgenmad, telefon og flugtbil.

Ingen af de tiltalte nåede at afgive forklaring mandag. Sagen fortsætter torsdag.

Der ventes afgørelse i sagen i juli.

DRABSFORSØG

Der dømmes kun efter straffelovens § 237, hvis det bliver tilstrækkeligt bevist, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt/vilje til at begå drab.

Hvis en person forsøger at slå en anden person ihjel, men dette mislykkes, kan der rejses tiltale efter forsøg på overtrædelse af straffelovens § 237.

Forsætligt manddrab efter § 237 står i modsætning til det uagtsomme manddrab i straffelovens § 241.

Kilde: Forsvareren.dk
Powered by Labrador CMS